31,8 millioner til ny daginstitution i Virring.

Byrådet har vedtaget placeringen af den kommende daginstitution i Virring og afsat penge til byggeriet.

Nu er planerne for en ny daginstitution i Virring et skridt nærmere. 

Byrådet har vedtaget det såkaldte idéoplæg, der fortæller, hvor institutionen skal placeres og hvad der i grove træk skal bygges. Der er afsat 31,8 millioner til byggeriet, som kommer til at ligge i den østlige del af Virring, med adgangsvej via Virringvej. 

I det nye dagtilbud bliver der plads til 100 børn fordelt på 20 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn samt 26 voksne i alt fordelt på pædagogisk personale og øvrige medarbejdere. 

Fleksibelt og mulighed for udvidelse

Bygningen bliver opført fleksibelt, så der bliver mulighed for at ændre fordelingen mellem vuggestue- og børnehavebørn. Der skal være produktionskøkken til madordning. Der er endvidere mulighed for at udvide dagtilbuddet, hvis der opstår yderligere kapacitetsbehov i spidsbelastningsperioder. 

– Den nye institution imødekommer det kapacitetsbehov, som er opstået i Virring de seneste år.  Det er dejligt, at der nu er afsat penge til at vi kan komme i gang med et nyt hus til de mindste, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Frengler. 

Hun er opmærksom på, at der blandt borgere i Virring er bekymring, om den kommende daginstitution opfylder det behov, der er i Virring for dagtilbudspladser. 

– Med de anvisningsregler, kommunen har på dagtilbudsområdet, samt de faldende børnetal i kommunen generelt, er jeg ikke i tvivl om, at vi bygger det dagtilbud, der er brug for, siger Trine Frengler.  

Grøn oase med nem adgang

Og det bliver i naturskønne omgivelser, at småbørn ifølge planen til efteråret 2026 kan boltre sig. 

Det kommende dagtilbud i Virring får en landskabelig placering ved foden af den brede bakke øst for Virring. Der bliver adgang fra Virringvej i nord. Dog placeres bygningen i en afstand fra Virringvej, så der ikke er behov for en støjmur, som vil ødelægge oplevelsen af de landskabelige træk langs vejen.

Mod vest afgrænses området mod Skoletoften, Toftegårdsvej og byparken. Mod syd og øst afgrænses området mod landbrugsareal som på sigt bliver byudviklet. 

I forbindelse med etablering af dagtilbuddet bliver der etableret stisystem fra byparken til dagtilbuddet. De eksisterende børnehaver – særligt Bakkehuset – bruger i høj grad skolens faciliteter, så den lette adgang mellem institution og skole – foruden forbindelse med Bakkehuset og den nye institution – er af afgørende betydning. 

Den kommende sti gør det let at komme til og fra børnehuset til fods og på cykel gennem byparken – og udenfor åbningstid, kan dagtilbuddets legeplads ved bakken byde sig til som en del af den grønne kiles rekreative landskab og byparken.  

Enighed i Byrådet

Det var et enigt Byråd, der vedtog ideoplægget. Det samlede projektområde er cirka 18.500m2. Det omfatter areal til dagtilbud, parkering, reservation til midlertidig pavillon, og legeplads. 

Byggeprojektet udbydes til hovedentreprise og det ventes, at første spadestik til den nye daginstitution i Virring sker i efteråret 2025 og kan tages i brug efterår 2026.                                                                                                                                                            

Dagtilbudsprojektet indeholder:

  • Samlet areal på ca. 18.500 m2 med bygning, parkering og legeplads
  • Ca. 760 m2 bygning
  • 20 p-pladser inkl. to handicap-pladser
  • 20 pladser cykelparkering inkl. ladcykler
  • Pladsreservation til evt. midlertidig pavillon til etablering ved spidsbelastning.

Læs sagsfremstillingen til byrådsmødet den 20. december 2023

Se Byrådets behandling af sagen via Kommune-tv her.

Facebook