Byrådet har afsat yderligere 6,2 mio. kr. til etableringen af nye fodboldbaner i Stilling i forbindelse med byggeriet af den kommende daginstitution. Fortidsfund i området betyder, at arkæologerne nu rykker ind for at undersøge et areal på 13.000 m2.
Stilling får en ny og attraktiv daginstitution ved skolen med plads til 120 børn i alderen 0-6 år.
For at høste frugterne af naboskabet med skolen bliver dagtilbuddet placeret på eksisterende boldbaner.
Byrådet besluttede i januar 2023 at købe ekstra jord i området, så der kunne etableres nye fodboldbaner.
Anlæg og Ejendomme har i samarbejde med Stilling IF udarbejdet en plan for udformningen af erstatningsboldbanerne.
På byrådsmødet den 26. april 2023 godkendte Byrådet projektet og besluttede at give en bevilling på yderligere 6,2 mio. kr.
Et omfattende projekt
Beløbet dækker etableringen af det store fodboldareal samt hegn, beplantning, stier med belysning, eventuelt støjhegn og pladsreservation til boldskur og et nyt træningsområde i forbindelse med boldbanerne.
Beløbet på 6,2 mio. kr. er større end tidligere vurderet, og det skyldes bl.a. at fodboldarealet er blevet udvidet, entreprenørarbejde er steget i pris, og at der er brug for arkæologiske udgravninger i området.
Museum Skanderborg har nemlig foretaget arkæologiske forundersøgelser ved de kommende boldbaner i Stilling, som det er praksis ved store kommune byggeprojekter.
Undersøgelserne har vist, at der er spændende arkæologiske levn i området, og derfor har Museum Skanderborg indstillet et areal på ca. 13.000 m2 til arkæologiske udgravninger. Prisen for udgravningerne er 2,8 mio. kr., som Skanderborg Kommune skal betale.
Arbejdet med boldbanerne begynder 1. juli
De 6,2 mio. kr. til projektet, som Byrådet netop har afsat, dækker også udgiften til arkæologiske udgravninger.
Udgravningerne gennemføres i maj-juni 2023. Anlægsarbejdet for boldbanerne begynder 1. juli, og banerne skal være anlagte i september 2023.
På den måde kan jorden nå at sætte sig, inden banerne tages i brug efter sommerferien 2024. Det er samme tid, som anlægsarbejdet til den nye daginstitution begynder, og nogle af de gamle fodboldbaner forsvinder.
Den nye daginstitution i Stilling bliver på ca. 1.000 m2 og står klar til brug i 2025.
De arkæologiske udgravninger i Stilling er netop gået i gang. Til juli går anlægsarbejdet til de nye fodboldbaner i gang. Foto: Museum Skanderborg.