Sommerbæk Børnehus og Skole indvies mandag den 21. august. Som et af få steder herhjemme er skole og daginstitution tænkt sammen fra start i én og samme bygning. Når skolen er helt færdigbygget, får den plads til ca. 1000 elever.
Børnene har allerede indtaget legepladsen og klasselokalerne, og på mandag klippes den røde snor til den nye daginstitution og skole i det sydlige Hørning. Det oplyser Skanderborg Kommune.
Det store byggeri er delt i to etaper. Første etape af Sommerbæk Børnehus og Skole, som nu er afsluttet, omfatter en integreret daginstitution fra 0-6 år med plads til 130 børn og skole med 0.-3. klasse, idrætshal og multisal. I alt er der bygget 7.419 m2.
Anden etape omfatter 4.-9. klasse og de resterende fællesfaciliteter. Det hele ventes at stå færdigbygget i 2027.
Kloge kvadratmeter
Skolen bliver på fire spor og har plads til ca. 1000 elever, når anden etape er fuldført. Dermed bliver den nye skole – sammen med Mølleskolen i Ry – den største skole i Skanderborg Kommune og en af de større skoler i landet.
– Byggeriet skiller sig ud ved, at børnehus og skole er tænkt sammen fra start i samme bygning. Sommerbæk Børnehus og Skole skaber relationer på tværs og giver rammerne for hele bevægelsen fra vuggestuebarn til ungt menneske på vej mod en ungdomsuddannelse, siger Trine Frengler, fmd. for Børne- og Ungdomsudvalget.
Hun forklarer, at daginstitutionen og skolen kommer til at have en række fælles faciliteter ud fra en devise om fleksibilitet og kloge kvadratmeter. Dvs. at et lokale kan have flere funktioner og dermed få bedre udnyttelse.
Det samlede budget for etape 1 lyder på 145 mio. kr. Navnet refererer til Sommerbækkvarteret – et stort boligkvarter i Hørning, som vokser frem i disse år.
Se mere om Sommerbæk Børnehus og Skole og byggeprocessen på www.skanderborg.dk/ny-skole-hoerning
Første etape af det store byggeri er afsluttet. Det omfatter en daginstitution med plads til 130 børn og skole med 0.-3. klasse, idrætshal og multisal.