Skanderborg træder ud af VisitAarhus og går solo.

Byrådet valgte onsdag aften at holde fast i beslutningen fra juni og træde ud af turistsamarbejdet VisitAarhus. Beslutningen betyder, at Skanderborg Kommune selv varetager opgaven med at drifte, udvikle og markedsføre turismeindsatsen fra den 1. januar 2024.

Op til sommerferien valgte Byrådet at træde ud af VisitAarhus og i stedet søge samarbejde med Silkeborg omkring turismeindsatsen i Søhøjlandet. I forlængelse af Silkeborg Kommunes efterfølgende beslutning om at forblive i VisitAarhus har Byrådet nu valgt en model, hvor kommunen selv varetager den lokale turismeindsats for nuværende. 

Fælles vision på vej

Første skridt i den nye turismeindsats bliver at få formuleret en fælles vision for turismen i Skanderborg Kommune i samarbejde med lokale turistaktører og med inspiration fra andre kommuner, der ligesom Skanderborg Kommune har valgt selv at stå for turismeindsatsen. 

– Vi har brug for at samle turisterhvervet og i fællesskab få formuleret, hvad det er Skanderborg skal være kendt for. Jeg oplever en stor iver for at komme videre blandt vores turistaktører, og vi glæder os til at arbejde tættere sammen med turisterhvervet om at formulere en vision, der kan samle hele kommunen, fortæller borgmester Frands Fischer.

Stor opgave

Selvom Skanderborg Kommune fremover skal stå på egne ben vil man fortsat gerne samarbejde med andre kommuner og aktører uden for kommunegrænsen. Det gælder også VisitAarhus – men først skal visionen og en ny model for turismen på plads.

– Det er en stor opgave, vi står med, og jeg håber, at turistaktørerne vil have forståelse for, at der bliver en indkøringsperiode, hvor man måske ikke helt kan få det, som man plejer. Til gengæld er jeg også tryg ved, at den model, vi har valgt, hvor vi selv varetager turismeindsatsen på sigt bliver en gevinst for Skanderborg Kommune, siger Frands Fischer. 

Invitationer på vej ud

Opgaveansvaret for turismeudviklingen forankres i afdelingen Udvikling, Kultur og Erhverv. Det er blandt andet planen, at man vil trække på erfaringerne fra arbejdet med lokal turisme, fx via gæsteservicenetværket, der er blevet etableret i foråret 2023. 

Visionsprocessen startes op på et workshop i begyndelsen af efteråret, hvor Økonomi- og Erhvervsudvalget deltager, og hvor lokale turistaktører og andre også inviteres med. Omkring 70 invitationer er på vej ud. Interesserede med relation til turisterhvervet er velkomne til at kontakte udviklingskonsulent Hanne Baastrup for at høre nærmere. Kontakt Hanne Baastrup på 6017 6019 eller Hanne.Baastrup@skanderborg.dk.        

Facebook