Ombygningen af en ikonisk hvid bygning på Sølund er godt i gang. Den gamle Pavillon 5 åbner i februar 2024 som et kraftcenter for frivillighed og fællesskab. Alle borgere kan være med til at indrette huset og lave aktiviteter. Nordea-fonden støtter de unikke rammer med tæt ved 1 mio. kr.
Mange laver frivilligt arbejde i Skanderborg Kommune. Det kan være i foreningslivet, på det sociale område, inden for sport og kultur eller som medhjælper på de store musikfestivaler og byfester.
Nu får de mange frivillige et særligt samlingssted på Sølund. I februar 2024 åbner det nye frivillig- og fællesskabshus, hvor man kan mødes og engagere sig i kulturelle, kreative og sportslige aktiviteter.
– Formålet med det nye frivilligcenter er at skabe fællesskaber og berigende møder mellem mennesker. Sølund er et unikt sted med natur, mangfoldighed og bymæssig nærhed. Der er i forvejen et rigt frivilligt liv i området, blandt andet på grund af Smukfest og Sølund Musik-Festival, og derfor er det en perfekt beliggenhed til et frivillighus, siger borgmester Frands Fischer.
Frivillige er med til at indrette
Ombygningen og renoveringen af Pavillon 5 er i fuld gang. Bygningen på fire etager kommer bl.a. til at huse åbne værksteder, café, folkekøkken, mødelokaler, bevægelsesrum, lounge med brætspil og bøger, kontorer og meget andet.
Få et smugkig ind i det nye hus her (video 1.20 min.)
Projektet vækker opsigt uden for kommunens grænser. Senest har Nordea-fonden meddelt, at den støtter projektet med 937.500 kr., som skal bidrage til at sikre attraktive faciliteter og kreative værksteder.
Frivillige og lokale ildsjæle har været en del af projektet helt fra start og er med til at udvikle stedet.
– Vi kommer ikke med et nøglefærdigt hus, som vi vil forsøge at skubbe frivillige ind i. Tværtimod. Helt i husets ånd er de frivillige medskabende både i forhold til indretningen og de aktiviteter, der kommer til at være. Det giver ejerskab og et mere levende hus, end hvis det er ”kommunalt”, siger borgmester Frands Fischer.
Infomøde den 26. oktober
Den 26. oktober kl. 17-19 inviterer Skanderborg Kommune til stort fællesmøde om det nye frivillighus.
– Alle nysgerrige borgere er velkomne, og mange har allerede meldt sig til. Hør om mulighederne i det nye hus, og hvordan du kan være med til at skrive videre på Skanderborgs frivillighistorie. Der er plads til alle gode kræfter, uanset om du er interesseret i indretning, håndværk, madlavning, arrangementer og events eller bare det at møde nye mennesker, siger Hanne Lykkeskov, frivilligkoordinator i Skanderborg Kommune.
Tilmeldingsfristen til fællesmødet er den 25. oktober kl. 12.
Du kan tilmelde dig mødet her.
Arbejdstitlen på det nye samlingssted er frivillig- og fællesskabshus, men stedet skal have et mere mundret navn inden for de næste måneder.
Den ombyggede Pavillon 5 slår efter planen dørene op for frivillige og andet godtfolk i uge 7 2024.
Bygningen på fire etager kommer bl.a. til at huse åbne værksteder, café, folkekøkken, mødelokaler, bevægelsesrum, lounge med brætspil og bøger, kontorer og meget andet. Arkivfoto. Skanderborg Kommune.