To tyverier fra byggepladser: Minilæsser stjålet i Hadsten og mand anholdt i Viby J.

Østjyllands Politi modtog torsdag morgen kl. 08.59 en anmeldelse om, at der var blevet stjålet en minilæsser og en dertilhørende skovl fra en byggeplads på Seglager i Hadsten. Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Ifølge anmeldelsen havde den stjålne minilæsser, der er fra mærket Giant, og tilhørende skovl en samlet værdi af i omegnen af en halv million kroner.

Tyveriet fra byggepladsen har angiveligt fundet sted i perioden fra fredag den 11. oktober kl. 16.00 til torsdag den 17 oktober kl. 08.00.

Minilæsseren er nu meldt stjålet i politiets systemer, og Østjyllands Politi opfordrer – som altid – til, at man ikke lader sig friste af et lukrativt tilbud, hvis man eksempelvis skulle blive tilbudt at købe en grå/gul minilæsser til en god pris.

Natten til fredag kl. 02.59 modtog politiet en anmeldelse om et igangværende tyveri fra en byggeplads på Grøndalsvej i Viby J, hvorfor flere patruljer straks blev sendt til stedet.

På byggepladsen traf politiet en 43-årig mand, der ikke umiddelbart havde et anerkendelsesværdigt formål på stedet eller tilknytning til byggepladsen.

Under en efterfølgende visitation blev det klart for politiet, at mandens lommer var fyldt med stjålne effekter fra stedet i form af diverse batterier og øvrige genstande, og han blev derfor ilagt håndjern og anholdt, sigtet for tyveriet.

Facebook