Nu kommer nyt boligområde i Ry på tegnebrættet.

Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet, at der skal laves en lokalplan for et boligprojekt på Brunhøjvej 8-10 i Ry, som omfatter op til 88 attraktive boliger i forskellige størrelser. En offentlig høring og et borgermøde skal sikre, at alle kan give input til projektet. For at undgå for stort pres på daginstitutioner og skoler i området må boligerne tidligst tages i brug i 2026.

Planlægningen for et nyt og alsidigt boligområde i Ry Øst bliver nu sat i gang. 

Projektet har længe været under udvikling, og efter en grundig proces med bl.a. borgermøde og tilpasning af byggehøjden er der givet grønt lys til at fortsætte planlægningen af boligområdet på Brunhøjvej 8-10 i Ry. 

Det har et flertal i Økonomi- og Erhvervsudvalget i Skanderborg Kommune besluttet. 

Arkitektoniske krav til udvikleren

Bag boligprojektet står selskabet Ry Byudvikling. Der er lagt op til at bygge op til 88 lejligheder i maksimalt 3½-4 etager, hvilket ifølge udvikleren er lavere end højden på de eksisterende træer i området. 

Udviklerens plan er, at byggeriet skal være præget af arkitektonisk værdi og bæredygtighed. Der skal være grønne oaser i boligområdet og gode parkeringsmuligheder. Boligerne skal være i varierende størrelse og henvende sig til forskellige målgrupper.

Økonomi- og Erhvervsudvalget understreger i beslutningen, at der i den videre planlægning skal være fokus på arkitektonisk kvalitet – både i selve byggeriet og i det byrum, der skabes mellem bygningerne.

Næste skridt er udarbejdelse af en decideret lokalplan for området. Den proces sættes i gang snarest og komme til at omfatte en offentlig høring og et borgermøde, så alle får mulighed for at blive hørt i forhold til det konkrete byggeprojekt. 

– Vi tager nu hul på en grundig proces, hvor vi ser på alle de konkrete forhold ved byggeriet herunder det visuelle udtryk, de grønne byrum, og hvordan vi mindsker skygge- og indbliksgener. Arbejdet med lokalplanen kommer til at ske i samarbejde med Ry Byudvikling og indtænke de input, der kommer fra borgerne, siger Esben Obeling, leder af Plan og Byudvikling. 

Balanceret vækst

Selve byggeriet af det nye boligområde ligger et stykke ude i fremtiden. 

Byggeriet bliver tidligst taget i brug i 2026. Det er der en god grund til, forklarer borgmester Frands Fischer.

– Ry er et meget populært sted at bo, og det giver pres på vores daginstitutioner og på Mølleskolen. Vi har fokus på at skabe en balanceret vækst i kommunen, og derfor har vi bevidst peget på en ibrugtagning i 2026 og opdelt projektet i flere etaper. Til den tid er den nye daginstitution og skole i Ry færdigbygget, og så kan vi tage godt imod de mange familier, der forventes at flytte ind i det nye boligområde på Brunhøjvej, siger Frands Fischer.

Gode input til projektet

Et oprindeligt projekt omfattede 103 boliger på op mod 5½ etage, men det har Økonomi- og Erhvervsudvalget sagt nej til.

Det tilpassede projekt med 88 boliger har været i indledende offentlig høring, og den 27. oktober 2022 blev der afholdt et velbesøgt borgermøde om planerne. 

Der er kommet 14 høringssvar, og flere af dem udtrykker tilfredshed med, at Brunhøjvej 8-10 i udvikles. 

Mange af høringssvarene indeholder en bekymring for bygningshøjden. Administrationen i Skanderborg Kommune anbefaler en maksimal bygningshøjde på 3½-4 etager og vurderer, at det er muligt at opføre et byggeri i denne højde i området, uden at det giver væsentlig negativ påvirkning af omgivelserne.

Når lokalplanen er vedtaget, kan selve byggearbejdet til det nye boligområde sættes i gang. 

Se mere om de kommende boliger i Ry i referatet fra mødet i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 22. februar 2023 (pkt. 30).

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *