Aarhus-kollegie viser nye veje til inkluderende fællesskaber.

Ny rapport viser vejen for fremtidens inkluderende fællesskaber. På kollegiet UKHome smelter kultur, fællesskaber og socialt arbejde sammen. Det skaber et helt særligt ungdoms- og boligfællesskab, hvor både studerende og unge med forskellige sårbarheder har plads til at være dem, de er – sammen med andre.

En ny rapport giver inspiration til at arbejde med inkluderende ungeboligfælleskaber med afsæt i kollegiet UKHome, som ligger i det tidligere amtssygehus i Aarhus.

Inkluderende boligfællesskaber er svære at sætte på formel, men erfaringerne fra UKHome er, at en række tilgange og værdier kan understøtte arbejdet. Rapporten peger derfor på seks principper for gode inkluderende fællesskaber:

  1. Der skal være mangfoldighed på flere niveauer
  2. Det skal være de unges idéer og energi, der definerer fællesskabet
  3. Der skal være løbende afstemning af fællesskabets form og ramme
  4. Det skal være nemt at deltage på forskellige måder
  5. Det skal være muligt at trække sig og komme tilbage på gode måder
  6. Det skal være nemt og sjovt at tage initiativ og prøve noget af

”UKHome er et superinspirerende eksempel på, at vi kan hjælpe flere sårbare unge endnu bedre, når vi tænker bolig, støtte og fællesskaber sammen fra start. Vi stillede de fysiske rammer til rådighed, men det er de unge, der har skabt hus med stor rummelighed og stærke fællesskaber. Et hus, hvor der både er plads til at være den, du er, og til at udvikle dig sammen med andre,” siger Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.

Til sommer er det tre år siden, de første unge flyttede ind på kollegiet UKHome. Her bor studerende og unge med forskellige sårbarheder dør om dør i direkte forlængelse af byens Ungdomskulturhus UKH.

UKH er et ungdomskulturhus for unge i alderen 15-30. Det er et mangfoldigt sted, der rummer mange forskellige mennesker og har plads til kreative udfoldelser, iværksætteri og events. Netop det tætte naboskab og samarbejde mellem UKHome og UKH er en af de unikke styrker.

”Det tætte samspil mellem Ungdomskulturhuset og kollegiet viser, at kultur kan bygge bro mellem mennesker og skabe positive forandringer i unges liv. Kultur og fællesskaber er med til at sikre at vi som mennesker trives. Vi har på det tidligere amtssygehus skabt nogle unikke rammer, hvor de unge mødes om kultur, og beriger og hjælper hinanden. Det er fantastisk at vi i Aarhus har fået sådan et sted og at vi kan give de gode erfaringer videre, så andre byer og unge kan inspireres af dem,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Fællesskab formet af unge

Idéen til at etablere et kollegie med plads til både studerende og unge i hjemløshed opstod blandt brugere af Ungdomskulturhuset, og det er også de unges initiativer og idéer, der siden har formet huset.

Kollegiet blev etableret med fokus på at hjælpe unge på kanten af hjemløshed ind i egen bolig og fællesskaber, men modellen har vist sig værdifuld for alle unge beboere. Det viser den nye rapport udarbejdet af SUS – Socialt Udviklingscenter i samarbejde med Aarhus Kommune.

I huset skelnes der ikke mellem unge med og uden sårbarhed. Tværtimod lægger de unge vægt på, at alle kan opleve svære perioder med behov for hensyn og opbakning fra fællesskabet. Det har skabt et ligeværdigt miljø, hvor de unge kan spejle sig i hinanden på trods af forskelligheder, og hvor alle unge kan søge støtte og sparring hos kollegiets sociale vicevært og fællesskabsvært. Derudover får de unge, der tidligere har været på kanten af hjemløshed, også bostøtte.

Kultur bygger bro

De fysiske rammer gør det muligt at deltage i husets fællesskaber på forskellige måder og i forskellig grad. De unge har egne lejligheder, hvor de kan trække sig tilbage og lade op, mens kollegiets fællesarealer inviterer til at dyrke det nære hverdagsfællesskab til madlavning, stikkeaften eller andre spontane aktiviteter. Samtidig inspirerer og motiverer den direkte adgang til Ungdomskulturhuset de unge til at tage del i de mange kreative og kulturelle tilbud i huset.

I forbindelse med det seneste budgetforlig blev der afsat 20 millioner kroner til at styrke mangfoldighed, bevægelse og byliv. Derfor skal der i en del af Amtsygehuset nu indrettes et idræts- og bevægelseshus samt en kulturfacilitet. Huset skal ligge i vaskeri- og værkstedsbygningen og kapellet.

Læs rapporten ’UKHome – her kan jeg være den, jeg er, sammen med andre’

Om UKHome:

UKHome er etableret i et samarbejde mellem Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice og Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø.

Projektet er finansieret af Aarhus Kommune, Realdania, Socialstyrelsen samt VELUX FONDEN. SUS, Hjem til Alle alliancen og Carlberg har bidraget til udvikling, evaluering og beskrivelse af UKHome som model.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *