Åskolen Friskolen i Hørning søger ny skoleleder med ledelseserfaring.

Fra begyndelsen af næste skoleår søger Åskolen ny skoleleder. Åskolens leder bliver en del af en skole, hvor glæde, læring, fællesskab og motivation er bærende søjler. Åskolen samarbejder med Efterskolen Ådalen som en kombineret fri- og efterskole.

Åskolen vægter høj faglighed, kreativitet, bevægelse, håndværk og læringsfællesskaber lige, og vi ønsker, at vores elever begejstres og motiveres i hverdagen. Det skriver skolen på deres hjemmeside.

Vi arbejder dagligt for, at demokratiske værdier bliver synlige fra et børneperspektiv.

På vores skole er det vigtigt, at vi har det godt sammen, for vi ser elevernes trivsel som en forudsætning for læring. Vi dyrker de gode ideer og initiativer fra elever, medarbejdere og forældre, og sammen skaber vi kulturen og traditionerne.

Som forholdsvis ny friskole gør vi stadig mange ting for første gang og går til opgaven med nysgerrighed, grundighed og mod.

Medarbejderne er klar til forandringer, der skaber en bedre hverdag og undervisning. Der er kort fra idé til handling, og et medarbejdermøde er sjældent kedeligt. Medarbejderne har det sjovt sammen og har mange pædagogiske og didaktiske diskussioner.

Børnenes aktiviteter i frikvarterer og fritid er et vigtigt bidrag til børnenes trivsel på skolen, og SFO’en og de pædagogiske medarbejdere er en integreret del af skolehverdagen.

Åskolen vokser og er i konstant udvikling, og vi har brug for godt lederskab til at facilitere udviklingsprocesserne og træffe beslutningerne.

Vores nye skoleleder får:

  • Ansvaret for – i samarbejde med bestyrelsen, forældrene, ledelsesteamet og medarbejderne – at udvikle en skole, der vokser.
  • Ledelsesrum til at løse opgaven
  • En iderig og kreativ medarbejdergruppe der brænder for at lave en god skole
  • En engageret forældregruppe som medspillere
  • Et aktivt lokalområde i Hørning som medtænkes i skolens udvikling.

Vores nye skoleleder sætter retning for Åskolens videre udvikling ved at:

  • skabe tydelige og trygge rammer for elever, forældre og medarbejdere i et miljø præget af tillid, dialog og fællesskab
  • understøtte medarbejdernes trivsel, engagement i skolen og faglige udvikling
  • tage lederskab og stå på mål for skolens pædagogiske ståsted
  • skabe stabilitet i en til tider travl hverdag
  • sikre balance mellem drift, udvikling og økonomiske prioriteringer
  • synliggøre og profilere skolen ved at fortælle omverdenen om skolens arbejde og værdier og til stadighed sikre, at friskolen er et attraktivt skoletilbud

Vi forventer at vores nye skoleleder:

  • har erfaring med ledelse og pædagogisk udvikling
  • har didaktisk og pædagogisk indsigt og forståelse
  • kan se sig selv i Åskolens værdier og værdigrundlag
  • er både inddragende og handlende
  • sætter synlige mål og rammer i respekt for det eksisterende

Ansættelsesvilkår

Løn jævnfør gældende overenskomst. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med ansættelse per 1. august 2023. 

Besøg Åskolen

Vi forventer, at du besøger skolen, inden du søger stillingen. Besøg aftales med forstander for Efterskolen Ådalen, Kim Fleischer, på telefon: 31 67 55 23. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningsfrist 17. maj

Send ansøgning, cv og referencer i en samlet pdf til aaskolen@aaskolen.dk senest den 17. maj 2023 klokken 12. Første ansættelsessamtale forventes afholdt den 22.maj og anden samtalerunde den 30. maj.


Fakta om Åskolen

Åskolen er en forholdsvis ny friskole, der ringede med skoleklokken første gang i august 2017.

I skoleåret 2023/24 har 150 friskolebørn deres daglige skolegang på Åskolen fordelt på 0., 1., 2., 3., 4., 5,  og en kombineret 6.-7. klasse. Åskolen vokser nedefra hvert år med en ny 0. klasse. Skolen når sin endelige størrelse i august 2026 med cirka 220 skolebørn fra 0. til 9. klasse.

Åskolen tilbyder SFO til de yngste børn fra 0. – 3. klasse. Cirka 20 lærere, pædagoger, pædagogiske medarbejdere og teknisk-administrativt personale arbejder på Åskolen i skoleåret 2023/24. Personalegruppen vokser i takt med at skolen bliver større. Åskolen har kostordning.

Åskolen flyttede i nybygget og moderne skolebygning i august 2022. I nær fremtid begynder færdiggørelsen af skolebyggeriet.

Åskolen samarbejder med Efterskolen Ådalen som en del af en kombineret fri- og efterskole.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *