Dårlig nyt for fodboldklubber med kunstgræsbaner. Flere klubber skal grave deres kunstgræsbaner op.

EU’s beslutning om at udfase salg af gummigranulat over de kommende otte år betyder, at der nu skal fokus på at finde gode og sikre alternativer.

I dag torsdag har EU-medlemslandene stemt for en plan, som skal forbyde import, markedsføring og salg af gummigranulat, der bruges som indfyld på kunstgræsbaner i hele Europa. Udfasningen vil ske over de kommende otte år. Det skriver DBU. ( Dansk Boldspil Union)

Der er således ikke tale om et forbud mod kunstgræsbaner, og eksisterende baner har fået en længere periode til at omstille sig. 

Dansk fodbold er i rivende udvikling, og de seneste medlemstal i DBU viser, at der er flere end nogensinde før, som spiller fodbold. Det skyldes i høj grad, at kunstgræsbaner har gjort fodbold til en helårssport i Danmark.

DBU imødekommer beslutningen om at begrænse spredningen af gummigranulat fra kunstgræsbaner. Det siger Bjarne Christensen, der er formand for DBU’s bæredygtighedsudvalg og DBU Fyn:

”Vi er glade for, at vi nu er kommet nærmere en afklaring. Kunstgræsbanerne er og vil i fremtiden være en vigtig del af det danske foreningsliv og fællesskab, og derfor var det vigtigt for os at vide inden for hvilke rammer, vi kan have dem. Vi er samtidigt glade for, at EU har prioriteret en lidt længere udfasning, så klubber og kommuner bedre kan nå at omstille sig.”

Det er nu afgørende for dansk fodbold, at der bliver sat turbo på jagten efter nye gode alternativer, der kan give både klubber og kommuner de bedste forudsætninger for at omstille sig under de nye regler.

”Det er vigtigt for os, at vi får igangsat et test- og udviklingsprogram, der hurtigt kan finde det bedste alternativ til gummigranulat. Det er afgørende, at vi finder de materialer, som belaster miljøet mindst muligt, men som samtidig vil fungere under vanskelige vejrforhold og ikke viser sig at være problematiske for fodbold og miljøet om 8 år. Det er altafgørende for den fortsatte udvikling af dansk fodbold, at vi fortsat kan spille fodbold året rundt og gerne med en fordobling af banekapacitet til 800 baner i den nærmeste fremtid,” siger Bjarne Christensen.

Trods forbuddet efter otte år er det DBU’s klare anbefaling, at der bliver investeret i afværgeforanstaltninger omkring kunstgræsbanerne for at undgå yderligere miljøbelastning. De seneste resultater fra Silkeborg-banen viser en betydelig reduktion i svind fra en traditionel kunstgræsbane på omkring 500 kilo per år til blot 3-5 kilo per år.

DBU har igennem hele processen haft fokus på bedre data og evidens herunder at finde en praktisk og enkelt løsning, hvor man stiller krav om miljøtiltag, som mindsker udledningen af gummigranulat fra kunstgræsbaner til miljøet.

Hele EU-lovgivningsforløbet er sket i en god dialog med de danske politikere, myndigheder, eksperter og brugerne på området.

DBU vil nu følge den endelige vedtagelse af forslaget i EU-parlamentet senere på året og vil gå i dialog med relevante parter om de næste skridt.

(Foto: Fodboldbilleder.dk)

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *