DIF og DGI: Stigning i medlemstallet i Skanderborg Kommune

De mest populære idrætter blandt børn og unge fra 0- 24 år er stadig fodbold og gymnastik. Fire foreninger har fået mere end 200 medlemmer: Stilling Idrætsforening, Skanderborg Gymnastikforening, Hørning Puls og Hylke U&G. I Gl. Rye er medlemstallet ligeledes steget med mere end 200, hvis man lægger tallene for Gl. Rye idrætsforening og Gl. Rye MTB sammen. (Arkivfoto)

Idrætsforeningerne i Skanderborg Kommune gik frem med 1.397 medlemmer i 2023. På landsplan slår foreningernes samlede medlemstal rekord igen.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang. 

I Skanderborg Kommune kom der i 2023 1.397 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 33.570 medlemmer i kommunens 118 idrætsforeninger. En stigning på 4,28 %. Kommunens højdespringere er Stilling Idrætsforening, Skanderborg Gymnastikforening, Hørning Puls og Hylke U&G, som alle har fået mere end 200 flere medlemmer. 

De femten største idrætsforeninger i Skanderborg Kommune 

Tallene er fra 2023:

  • Hørning Puls, 3.128 medlemmer
  • Galten Forenede Sportsklubber, 2.545 medlemmer
  • Stilling Idrætsforening, 1.623 medlemmer
  • FC Skanderborg, 1.529 medlemmer
  • Ry Gymnastikforening, 1.234 medlemmer
  • Skanderborg Svømmeklub, 1.109 medlemmer
  • Stjær Boldklub, 1.042 medlemmer
  • Ry Fodbold, 1.002 medlemmer
  • Låsby Boldklub, 929 medlemmer
  • Skanderborg Gymnastikforening, 909 medlemmer
  • Skanderborg Golf Klub, 818 medlemmer
  • Gl. Rye Idrætsforening, 807 medlemmer
  • Ry Motions Klub Thorsvej 32, 774 medlemmer
  • HI Skanderborg, 749 medlemmer
  • Hørning IF Fodbold, 693 medlemmer

Kommunens to mest populære idrætter blandt børn og unge fra 0- 24 år er stadig fodbold og gymnastik, de to idrætter har tilsammen aktiveret mere 1000 flere børn og unge. Et par af de lidt mindre idrætter har også tiltrukket flere børn og unge, særligt fitness, floorball og cykelmotion (herunder mountainbike) har øget deres medlemstal.

– Mange stærke fællesskaber er undertitlen for kultur-, fritids- og idrætspolitikken i Skanderborg, og idrætsforeningerne har endnu en gang bevist deres styrke. Tak til alle de mange frivillige, som hver eneste dag gør en forskel i deres lokalsamfund. Jeg glæder mig særligt over, at der igen i år er vækst i børn og unges deltagelse i idrætsforeninger – uden engagerede frivillige ville dette ikke være muligt. Mødet med engagerede trænere og ledere er afgørende for børn og unges idrætsdeltagelse, så stor cadeau til alle jer, som tager en tørn for fællesskabet, siger Tage Nielsen, formand for kultur-, fritids- og idrætsudvalget i Skanderborg Kommune.

Foreningerne i DIF og DGI har i hele landet fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

Gode tilbud og vigtige frivillige  

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.        

– Stigningen af medlemmer i Skanderborg Kommunes idrætsforeninger viser, at fællesskabet vokser sig stærkere, og det vidner om den dedikation, de mange frivillige ildsjæle lægger i foreningerne hver dag. Det er inspirerende at opleve, hvordan foreningerne skaber gode rammer for deres medlemmer og frivillige. Det gør eksempelvis Hørning Bordtennis, som arbejder aktivt med at skabe positive fællesskaber for deres børne- og ungdomsspillere både i og uden for træningen, siger DGI Østjyllands direktør Bjørn Ruben Pedersen.

Hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:    

– Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne,” siger Hans Natorp.    

Fælles idrætsvision har gjort en forskel 

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. 

I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber. 

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne. 

Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal.

Facebook