Første soloalbum fra SUSAN ØRUM.

Susan Ørums første soloalbum – SUSAN Ø – er ude med sine 8 iørefaldende og sprudlende pop & rocknumre. Susans personlige og lidt hæse vokal spinder sig rundt om tekster, der sørgmodigt har meget på hjerte. Inspirationen udspringer direkte fra Susans turbulente liv og teksterne viser et skarpt øre for det danske sprogs kringelkroge.
Den velkendte danske lyd af poprocktoner på SUSAN Ø er tilsat et skævt og lidt råt tvist af nærvær, ærlighed og autenticitet. Susan Ørum er en voksen artist, der tør at være helt sin egen, og hun er solidt bakket op af producer Tom Lindby, der har skabt albummets unikke lydunivers med loyalt fokus på tekster med kvalitet og den gode melodi.


SANGENE: Det er svært at sidde stille, når SUSAN Ø tager handsken op for power og livsglæde og danser for det mentale indeklima på ”Klimadanser”. Eller – ikke lige at føle et hop i hjertet når ”De lyseblå skjorter” bliver strøget, til der pludselig lugter brændt af den tid, der blev brugt meningsløst. Og hvem har ikke lyst til at genoplive ungdommens berusende følelse af at være udødelig på ”Karrusel”, hvor Susan kærligt rækker ud efter de unge – Pas nu på jer selv! For hun har ikke glemt følelsen af at gå på splintret glas for at få en lille bid af månen. ”Rækker ud efter månen” er sangen om Susan Ørums egen ungdom, der forsvandt i en sky misbrug og traumerne efter farens selvmord. Sangen ”Ikke glemt” er et personligt statement over, at man kan slutte fred med selv det, der har gjort allermest ondt. Stemningen letter med bossanovarytmerne i ”Sommerens lys”, men find lommetørklædet frem til ”Mørketal” og læg det væk igen til decembersangen ”Englefald”, der efterlader lytteren med det lyse budskab, at selv faldne engle
kan rette op.


MEDVIRKENDE: Susan Ørum: Vokal, backingvokal & co-producer. Tom Lindby: Producer, trommer,
guitar, bas, keys, backingvokal & programming. Jan Møller: Piano på ”Ikke glemt”. Kevin Hunter
rytme og sologuitarer på ”Klimadanser” og ”Karrusel”. Amerikanske Kevin Hunter har artister, som
bl.a. Janet Jackson og Shania Twain, på sit CV, og hans skarpe og rutinerede guitar har tilført de to
sange en ny kant, der måske bare er lyden af New York?


Hvis der lugter brændt så stop op, og det var netop hvad Susan Ørum gjorde for ti år siden. Den korte version er, at hun har formået at vende tilbage til den musikkarriere, hun brændte eftertrykkeligt af som helt ung. Efter en håndfuld singler, en EP og masser af livekoncerter udgiver hun nu SUSAN Ø, i stedet for at være endnu en sanger & sangskriver, der døde af sit misbrug. Albummet SUSAN Ø er usentimentalt sentimentalt på sin helt egen musikalske, lyriske og skæve
facon. Susan Ørum står ved sig selv og med udgangspunkt i sit eget liv postulerer hun: Der er lys i mørket og det er muligt at gøre det godt igen.

Lyt 2 af sangene her.

Klimadanser.

Sommerens lys.

Facebook