Kommunens nye affaldsplan handler ikke kun om sortering. Mange flere aflagte ting skal genbruges og skabe ny værdi.
Genbrug skal være den naturlige vej for flest mulige produkter og materialer. Et af målene i Renosyds affaldsplan, som Byrådet har vedtaget, er, at der skal ske en fordobling af genbrug i 2026.
– I min optik kan vi ikke genbruge nok. Der er allerede kommet fokus på, at ting skal genbruges. Men vi kan blive endnu bedre til at købe brugt, sælge brugte ting og reparere det, som er gået i stykker, siger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.
Hvad skal man som borger i Skanderborg Kommune så gøre?
– Helt konkret skal vi vænne os til at overveje, om en gammel, ødelagt eller defekt ting kan repareres, inden vi smider den ud. Måske dele af genstanden kan skabe ny værdi. Den enkelte borger kan gøre rigtig meget ved at søge efter brugte ting, i stedet for at købe nyt. Det kan være nyt sportsudstyr, hvis garderoben skal fornyes eller når junior skal have en større cykel, forslår Claus Leick.
Unikt genbrugssamarbejde i Skanderborg
I Skanderborg har Renosyd derfor skabt en helt særlig ordning til at indsamle de mange ton genbrug, der bliver afleveret på Renosyds genbrugspladser og Værdiparker. Genbruget bliver delt efter en samarbejdsaftale mellem frivillige hjælpeorganisationer og Værdicentralen på Danmarksvej.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Renosyd har fundet på en unik genbrugsmodel, der fordeler genbrugsguldet mellem frivillige hjælpeorganisationer og Værdicentralen på Danmarksvej. Foto: Renosyd.
Kommunens frivillige organisationer er førstevælgere og kan tage alt det genbrug, de kan håndtere og sælge i deres butikker, mens Renosyd tager sig af resten via Værdicentralen. Her bliver tingene til genbrug sat lækkert på hylder og gjort tilgængeligt for borgerne.
Alt tyder på, at samarbejdet mellem frivillige genbrugsbutikker og Værdicentralen virker, og giver et positivt rygstød til den grønne omstilling.
-Vi kan se på tallene, at vores model er meget effektiv. Når vi sammenligner os med kommuner med andre løsninger, står det klart, at vi formår at redde væsentligt mere til genbrug. Vi tror derfor også på, at det er denne model, der skal hjælpe os i mål med ambitionen om en fordobling af lokalt genbrug i 2026”, udtaler Henrik Müller, direktør i Renosyd.
Vi passer bedre på genbrug, der har en pris
Men hvordan kan prissat genbrugsguld redde flere ton – end hvis det udbydes frit via gratis byttehjørner og fri klunsning?
Det har Renosyd og andre affaldsselskaber undersøgt.
-Her viser det sig, at vi forbrugere værdsætter og passer bedre på ting, der har en faktisk økonomisk værdi. Så ved at give vores genbrug en pris, omend den er lav, kan vi give det en længere levetid og en større mængde genbrug”, siger Henrik Müller.
Derudover har Skanderborg-modellen den fordel, at den skaber klare rammer omkring kommunens genbrug, så der ikke opstår uenigheder om genbrugsguldet ude på pladserne.
I Værdiparken vil du nu opleve:
- At du ikke længere kan aflevere ting til genbrug direkte til Værdicentralen – det skal afleveres i Værdiparken.
- Renosyd samarbejder med ni forskellige hjælpeorganisationer, der har førsteret til genbrug på Renosyds genbrugspladser.
- at langt flere frivillige organisationer samler ind på genbrugspladsen, og derfor er der stor sandsynlighed for at møde dem, når du kommer med din trailer. De går med røde veste på.
- at de frivillige samler ind i forskellige perioder, så du kan ikke være sikker på, hvilken organisation, du donerer til.
- at Renosyds genbrugsvejledere tager op ad containerne i større omfang for at sikre mest muligt genbrug.
- at der bliver nye tiltag for at aflevere byggematerialer, som også kan genbruges.