Høring: Nyt boligprojekt på vej langs Vroldvej.

Nyt og markant byudviklingsprojekt kan være på vej i Skanderborg. Denne gang ved Vroldvej, hvor ældre erhvervsbygninger nedrives og erstattes af ca. 120 nye lejeboliger.

Ved seneste Byrådsmøde i november gav Byrådet i Skanderborg Kommune grønt lys til at fortsætte planlægningen af Kirkegaards Baghave – et stort boligprojekt i Skanderborg Midtby. På årets sidste byrådsmøde, den 21. december, godkendte Byrådet forslag til Lokalplan 1153, der gør det muligt at opføre et boligkvarter mellem Vroldvej og Plantagevej i Skanderborg. Boligområdet vil få en åben bebyggelsesstruktur, der understøttes af tværgående stiforbindelser.

Plads til 120 boliger.
Lokalplanen, som sendes i høring den 17. januar, gør det muligt at opføre omkring 120 etageboliger i 3 og 5 etager med tilhørende grønne områder, samt vej, sti og parkeringsarealer. 
 
Byrådet har valgt, at de nye boliger skal opføres som en kæde- eller byhuslignede bebyggelse med grønne arealer med havekarakter mellem bebyggelserne, sådan at det nye byggeri afspejler kvaliteter i nærområdet. Af samme grund må byggeriet kun opføres i op til tre etager langs Vroldvej og nærmest boligerne på Birkevej og Plantagevej. De bebyggelser, som kommer til at ligge i den sydvestlige del af området og længst væk fra eksisterende boligområder, kan derimod opføres i op til fem etager.
Boligerne forventes at blive opført som lejeboliger.
 
– Der er lagt op til et spændende projekt i et attraktivt område tæt på dagligvarebutikker, skole, institutioner og kollektiv trafik. Der bliver et stisystem gennem området, som sikrer adgang mellem Vroldvej og Plantagevej giver nem adgang til naturområderne ved Svanesø og til børnehaven og fritidsklubben på Plantagevej, fortæller formand for Klima,- Miljø, og Planudvalget Claus Leick.
 
Fælles parkering i området op mod renseanlægget.
Den del af lokalplanområdet, som er placeret nærmest Skanderborg Renseanlæg mod sydvest, udlægges til fælles parkeringsareal. Der er samlet plads til 92 p-pladser, heraf 5 handicap-p-pladser, 5 p-pladser for delebiler og 197 cykelparkeringspladser i området
 
Planen er i høring fra tirsdag den 17. jan. til tirsdag den 14. marts 2023. Den 23. februar holdes der borgermøde om projektet.
 
Fra den 17. januar kan du finde forslaget til lokalplan på www.skanderborg.dk/blivhoert 

Området grænser op til rækkehusene langs Birkevej. Mod Plantagevej grænser det blandt andet op til fritidsklubben Sct. Georgsgården og den integrerede institution Dragen.
Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *