Indeklima: Skole i mål med omfattende renovering.

Højboskolen har bygget til og om for ca. 50 mio. kr. Nu er der nye fleksible klasselokaler, akustiklofter, effektiv belysning og ventilationsanlæg. Efter to år med byggeri og genhusning af elever og lærere bliver den røde snor klippet den 3. november til en fremtidssikret skole.

Undersøgelser har vist, at grænseværdierne for CO2 og støj bliver overskredet i mange klasselokaler rundt omkring i landet. 

Det er et problem, fordi dårligt indeklima påvirker børns indlæringsevne, trivsel og sundhed. Det skriver Skanderborg Kommune.

På Højboskolen i Hørning er man gået grundigt til værks for at forbedre indeklimaet og gøre skolen klar til fremtiden.  

Skolen har fået en tilbygning på 700 m2, som giver plads til seks ekstra klasselokaler, så der kan rummes tre spor på alle årgange. 

Samtidig er de eksisterende undervisningsfløje på 3500 m2 blevet renoveret og forbedret med ventilationsanlæg, akustiklofter, energieffektive lamper, nye gulve m.m. Derudover er en række vægge flyttet, så der er mindre ”spild” og plads til flere og bedre undervisningslokaler. 

– Vi har fået en moderne og alsidig skole med undervisningslokaler, som er meget rarere at være i for eleverne og personalet. Nu er der mere lys og luft og mindre støj og træthed, og det er jo ikke så ringe endda for nu at sige det på jysk, siger Peder Pedersen, skoleleder på Højboskolen. 

Skoleleder Peder Pedersen
Skoleleder Peder Pedersen i et af de renoverede lokaler på Højboskolen. 

Nej tak til sid-på-din-stol-undervisning hele dagen

Udover godt indeklima har målet med ombygningen været at skabe nye muligheder i undervisningen på Højboskolen. Derfor er klasselokalerne indrettet med flere formål for øje. 

– Rummene er fleksible, så der både kan arbejdes i små og store grupper og med forskellige læringsformer. Vi tror ikke på sid-på-din-stol-undervisning en hel dag med 25 faste stole og borde i klassen, siger Peder Pedersen, skoleleder på Højboskolen og fortsætter:

– Nu understøtter skolen endnu bedre den pædagogik, vi arbejder med. Vi har eksempelvis gode erfaringer med årgangsopdelt undervisning på Højboskolen. Det har vi endnu bedre mulighed for at tænke ind i de nye rammer.  

Byggeri og drift samtidig

Højboskolen er bygget i 1970’erne, så renoveringen var tiltrængt. 

Det omfattende byggeprojekt er foregået samtidig med skolens almindelige drift, og det har givet nogle hovedbrud, forklarer formanden for skolebestyrelsen Peter Staghøj.

– Det har været en lang proces, og undervejs har nogle af eleverne været genhuset i pavilloner, men resultatet er blevet rigtigt godt. Lokalerne er åbne og indbydende og har et behageligt indeklima. Vi havde en god skole før, men nu er den blevet endnu bedre, siger Peter Staghøj.

Den ”nye” Højboskolen indvies officielt fredag den 3. november. 

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *