Skanderborg Kommune overtager grunden, hvor Gl. Rye Kro har ligget. Købet åbner for bedre udnyttelse af mulighederne i midtbyen. Der inviteres til dialog efter sommerferien.
Skanderborg Kommune har netop overtaget grunden, hvor den historiske kro i Gl. Rye lå indtil den brændte ned i 2018.
Med købet af grunden bliver der bedre mulighed for at tænke udvikling i midtbyen. Gl. Rye skole ligger tæt på, og arealet som det tidligere Dalbogård Plejecenter ligger på, rummer også spændende muligheder, som kan tænkes med ind i udviklingen af området. Det skriver Skanderborg Kommune.
Skanderborg Kommune går op til sommerferien i gang med at planlægge en proces, hvor byens borgere inddrages i arbejdet med udviklingen af området.
– Der bliver brug for lokale input og gode idéer til, hvad der skal ske i området i fremtiden. Gl. Rye er jo en livlig by med et levende foreningsliv drevet af aktive lokale kræfter. Jeg er sikker på, at det nok skal blive et spændende arbejde, hvor vi i fællesskab kigger på at udnytte potentialerne bedst muligt i knudepunktet mellem skole, det tidligere plejecenter og kro-grunden, siger borgmester Frands Fischer.
Processen med borgerinddragelse forventes opstartet efter sommerferien.