Mere natur, by og anlæg til vedvarende energi. Interessen for at udvikle i området omkring Spørring er stor. Aarhus Kommune og den lokale borgerforening vil arbejde tæt sammen om at gøre udviklingen til en fordel for byen. Torsdag aften er der borgermøde om planerne for udvidelsen af Bånlev Biogas.
Aarhus Kommune planlægger at udvide det eksisterende natur- og skovområde langs Spørring Å samt et nyt boligområde med mulighed for detailhandel i byen. Regionen vil anlægge en grusgrav. Og fordi byrådet har
udpeget et område omkring Spørring til fremtidig produktion af vedvarende energi, ligger der pt. ansøgninger om at; udbygge et moderne biogasanlæg, etablere solcellepark og udvide transformerstationen og tilslutte
havvindstrøm fra Kattegat II.
Intet er besluttet endnu, og for at sikre at de mange bolde, der hænger i luften over Spørring, lander godt, vil Teknik og Miljø invitere Spørring til at samarbejde om udviklingen og en helhedsplan for området.
For Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, er det vigtigt, at de gode
løsninger bliver fundet i fællesskab.
Vi sætter de helt store medborgerskabssejl ind på at få en god proces omkring udvikling i Spørring. Vores borgerinddragere kommer til at tage nye koncepter i brug. Vi skal have aktiveret alle aldersgrupper, så vi får mest mulig viden om, hvad der gør Spørring til en attraktiv by og understøtte det i byens udviklingNicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø
Startskuddet på samarbejdet med indbyggerne i Spørring bliver et borgermøde torsdag aften om planerne for udvidelsen af Bånlev Biogas.
Håb om mere grønt
Aarhus Kommunes tilgang til projektet i Spørring er inspireret af et lignende projekt i Kolding/Vejle, hvor man har udnyttet anlægget af en ny
solcellepark til at efterkomme de lokales ønske om bedre stiforbindelse mellem to byer.
I Spørring håber Palle Eivind Holm, der er formand i Spørring Borgerforening, at de mange udviklingsprojekter kan give noget tilbage til lokalsamfundet:
Vi er en landsby med et stort fællesskab, og vi håber, at sammenholdet i byen kan blive styrket sideløbende med udviklingsprojekterne. F.eks. ønsker vi bedre fysiske rammer for vores årlige sommerfest, en multibane hvor byens unge mennesker kan samles og så noget mere trafiksikkerhed – f.eks. en sikker forbindelse på tværs af Randersvej, så børnehaven kan komme trygt over i Folkeskoven på den anden sidePalle Eivind Holm, formand i Spørring Borgerforening
Virksomheden, som ønsker at opstille en solcellepark ved Spørring, er ifølge bekendtgørelsen om grøn pulje pålagt at indbetale et beløb pr. opstillet MW til Aarhus Kommune. En pulje, som gerne skal komme lokalområdet til gavn.