Meget stram økonomiaftale betyder svære prioriteringer i Region Midtjylland.

Danske Regioner og regeringen har lavet en aftale om regionernes økonomi for 2024. For Region Midtjylland betyder aftalen svære prioriteringer og store besparelser på administrationen.

Region Midtjylland får knap 300 mio. kr. mere at drive sundhedsområdet for i 2024. Det skal blandt andet dække betaling for, at stadig flere borgere har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Dertil kommer ca. 65 mio. kr. til kræftområdet, som staten gav lige inden forhandlingerne. Skriver Region Midtjylland.

Samtidig har Region Midtjylland fået lov at tage forskud på de penge, der er bevilget i 2024 til at behandle de mange borgere, der står på venteliste hos os. Det er ca. 75 mio. kr.

– Aftalen er fornuftig, men giver regionsrådet en stor opgave med at prioritere i budgettet for 2024. Der er meget, som presser sig på. Det gælder både behandling af stadig flere patienter, men også nødvendige investeringer i fx medicoteknik og vedligeholdelse af slidte hospitaler, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Han fremhæver også de stærkt stigende udgifter til medicin. Region Midtjylland forventer således et merforbrug i 2023 på 132,6 mio. kr. i 2023.

Staten fastholder den administrative besparelse fra regeringsgrundlaget. Det giver ca. 65 mio. kr. i administrative besparelser alene i Region Midtjylland.

– Den besparelse bekymrer mig, for administration er ikke lig unødigt bureaukrati. Administration letter arbejdet for det personale, der har borgerkontakt, så det er vigtigt nu at finde besparelser, der i videst muligt omfang undgår at vælte administrative opgaver over på en i forvejen meget travl gruppe, siger Anders Kühnau.

Regionsrådet skal 1. behandle Region Midtjyllands 2024-budget 23. august.

Regionsrådet vedtager efter planen budgettet 27. september.

Facebook