En handleplan skal imødegå nye rusmiddelproblematikker i Aarhus med særligt fokus på unges misbrug af stoffer i kategorien opioider. Planen har fokus på forebyggelse og tidlig opsporing og skal samtidig styrke de eksisterende behandlingstilbud.
Over de seneste måneder er der opstået en tiltagende opmærksomhed omkring nye rusmiddelproblematikker blandt unge i Aarhus. Frontmedarbejdere i kommunens tilbud om rusmiddelbehandling har berettet om en bekymrende stigning i forbruget af stoffer i kategorien opioider herunder særligt stoffet Tramadol, som er det mest udbredte. Og flere unge kommer i substitutionsbehandling for opioidmisbrug. Det skriver Aarhus Kommune i en Pressemeddelelse.
Stofferne findes som piller i blisterpakninger, og i ungemiljøet italesættes de ofte, ifølge behandlerne, som harmløs medicin, der kan tage toppen af nervøsitet, lindre smerte, virke afslappende, euforiserende og præstationsfremmende.
Men opioiderne er langt fra harmløse når de misbruges, og derfor er der, ifølge social- og beskæftigelsesrådmand, Anders Winnerskjold, brug for at sætte hurtigt ind over for en stigende trend:
”Her er tale om et meget potent og vanedannende stof, som kan have helt uoverskuelige konsekvenser for dem, der ender i et misbrug. Derfor er den stigning i antallet af henvendelser, vi nu oplever i centrene, enormt bekymrende. Det kalder på handling,” siger Anders Winnerskjold.
Handleplanen, som nu sættes i værk, indeholder en række fremadrettede initiativer, som skal forebygge og oplyse, og sideløbende skal den styrke behandlingstilbuddene til dem, der alligevel får brug for misbrugsbehandling.
Det er særligt blandt de unge, at misbruget af opioider ser ud til at vokse. Derfor retter initiativerne i handleplanen sig særligt mod unge aarhusianere. Det gælder især det forebyggende arbejde, forklarer Anders Winnerskjold:
”Vi hører, at de negative konsekvenser ved at tage de her stoffer ikke nødvendigvis er almindeligt kendte blandt de unge. Samtidig er stofferne lige nu meget billige og lette at købe, f.eks. via profiler på de sociale medier. Derfor er det afgørende, at vi kommer ud i ungemiljøerne med budskabet om, hvor farlige de her stoffer i virkeligheden er,” siger rådmanden.
Handleplanen og yderligere materialer kan tilgås på kommunens hjemmeside her.
Baggrund om misbrug af opioider:
- Udfordringen med Tramadol og andre opioider er, at kroppen kan udvikle afhængighed af stofferne på meget kort tid, og at der herefter er behov for gradvist at øge indtaget for at kunne fungere normalt i hverdagen.
- Dertil kommer, at en overdosis kan være livsfarlig.
- Et forbrug er ofte nemt at holde skjult, da brugeren ikke umiddelbart ændrer adfærd. Det lugter heller ikke.
- Opioider er pt. relativt billige at anskaffe. Brugere kan derfor langt hen ad vejen opretholde en normal tilværelse, hvor man gradvist tager flere piller for at holde abstinenserne nede.
- Der er tale om et nyt og relativt underbelyst risikobillede. Der er generelt manglende viden om stofferne og om deres skadelige virkninger blandt de unge, deres forældre og de omsorgspersoner, der i øvrigt er omkring de unge.