Viby Syd er på vej til at få et multifunktionelt hus, hvor borgernes fysiske og mentale sundhed er omdrejningspunktet. Huset skal understøtte helhedsplanen for området og indgå i et samspil med civilsamfund, lokale aktører, foreninger og erhvervslivet.
Magistraten har den 24. april godkendt en indstilling til et nyt sundheds- og velfærdshus i Viby Syd – der nu er på vej i byrådet. Med indstillingen afsættes 25 mio. kr. til etableringen af et multifunktionelt hus, hvor borgernes fysiske og mentale sundhed er omdrejningspunktet. Huset skal understøtte helhedsplanen for området og indgå i et samspil med civilsamfund, lokale aktører, foreninger og erhvervslivet
Aarhus Kommune gennemfører sammen med boligforeningen Århus Omegn og øvrige aktører en helhedsplan for Viby Syd, der skal omdanne området til en attraktiv bydel. Omdannelsen er allerede langt, og lige nu er der ved at blive opført en dagligvarebutik og nye private boliger på den nuværende parkerings- og torveplads. Det nye sundheds- og velfærdshus skal øge adgangen til sundhedsydelser og komme den stigende ulighed i borgernes sundhed til livs.
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde:
”Sundheds- og velfærdshuset skal give aarhusianerne mulighed for at tage vare på deres egen sundhed både fysisk og mentalt. Der er et stort potentiale i, at forskellige sundhedstilbud og velfærdsydelser er i det lokalområde, hvor borgerne bor. Jeg er glad for at huset kommet til livs i et partnerskab mellem kommune, civilsamfund, erhvervsliv og andre sektorer.”
Sammen med boligforeningen har Aarhus Kommune tidligere arbejdet med et fælles byggeri på torvet i Viby Syd, som desværre måtte opgives pga. manglende økonomi. Men på den baggrund har arbejdet på tværs af Aarhus Kommune været i gang med at finde en ny løsning for området, bl.a. i samspil med det medborgerhus, der sammen med sundheds- og velfærdshuset skal udgøre det fælles Viby-hus. Det er den løsning, der nu er på vej til byrådet.
Borgmester Jacob Bundsgaard:
”Det er glædeligt, vi med stor lokal opbakning nu er kommet så langt med at løfte Viby Syd. Det nye sundheds- og velfærdshus er en vigtig brik i den omdannelse af området, der allerede er godt på vej – til gavn for beboerne, bydelen og målet om at skabe en mere blandet by. Derfor ser jeg nu også frem til, at vi kan komme gå i gang med at udvikle husets indsatser og funktioner i et tæt samarbejde med boligforeningen, borgerne, lokalområdet og andre aktører.”
Udviklingen af huset er fortsat i en tidlig fase, men sundhed og borgernes mulighed for bedre at kunne tage vare på både deres fysiske og mentale sundhed bliver det centrale omdrejningspunkt i huset. Der vil derfor også blive skabt tæt sammenhæng med andre funktioner, herunder Århus Omegns medborgerhus, bolig-sociale indsatser og andre borgernære indsatser som fx helhedsorienteret beskæftigelsesindsats, pop-up bibliotek og borgerservice samt indsatser målrettet børn og unge.
”Jeg glæder mig over, at det trods hårde odds er lykkedes at blive enige om, at Aarhus Syd skal have et sundheds- og velfærdshus. Det skyldes ikke mindst et godt og tæt samarbejde med blandt andet boligforeningen. Jeg håber, at huset kan bidrage til områdets positive udvikling og engagere både borgere og foreninger i lokalområdet,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Aarhus Kommune afsætter 25 mio. kr., som går til opførelse af kommunens del af huset, et beløb til grundkøb og til at få skabt nogle gode udearealer med ophold og aktivitet, som hænger godt sammen med den øvrige udvikling i området. Dertil bidrager Århus Omegn med ca. 20. mio. kr. til det fælles projekt.
Se indstillingen på Magistratens dagsorden: