Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. november 2023.

To mænd udsat for voldsomt overfald

Torsdag kl. 17.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om uro på Hammershusvej i Aarhus V, hvor flere personer havde overfaldet to mænd på en parkeringsplads.

Gerningsmændene var kort tid efter kørt fra stedet, mens de to forurettede – en 22 og en 24-årig mand – sad blødende tilbage ved deres bil, inden politi og ambulance var fremme ved gerningsstedet nogle få minutter senere.

Der blev udøvet førstehjælp på stedet til de to mænd, som efterfølgende blev kørt til behandling på hospitalet for flere læsioner – formentligt forårsaget af stik-eller slagvåben. De kom begge alvorligt til skade, men er efterfølgende blevet meldt uden for livsfare.

”Vores foreløbige efterforskning peger på, at der er tale om et internt opgør blandt nogle personer i den samme rockergruppering, men det nærmere motiv til overfaldet er noget af det, vi skal klarlægge med den videre efterforskning,” siger politiinspektør hos Østjyllands Politi Anders Uhrskov.

En 27-årig mand blev torsdag aften anholdt på en adresse i Aalborg. Det bliver i løbet af fredag vurderet, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man retter henvendelse til politiet via telefonnummer 114, hvis man har viden om episoden.

Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her.

**

Skabte dårlig stemning i retten og blev anholdt

En patrulje fra Østjyllands Politi blev torsdag morgen sendt til Retten i Aarhus, hvorfra politiet havde modtaget en anmeldelse om, at en gruppe personer skabte dårlig stemning i forbindelse med afvikling af et retsmøde.

Ved patruljens ankomst til stedet var særligt en 23-årig mand konfronterende over for betjentene, hvorfor han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen ved at have skabt særlig forstyrrelse i retten.

Patruljen forsøgte flere gange at vise gruppen af uromagere i retning af udgangen, men da den 23-årige ikke frivilligt ønskede at forlade stedet, blev han anholdt og ilagt håndjern.

**

Fandt hash i lejlighed efter tip

På baggrund af et tip rettede betjente fra Østjyllands Politi torsdag kl. 20.44 henvendelse til beboeren på en adresse i Aarhus N, hvorfra der angiveligt skulle blive solgt narko.

Ved politiets ankomst til stedet traf betjentene den 27-årige mandlige beboer på stedet, som var tydeligt påvirket af hash, hvilket han erkendte, da han lige havde røget en joint.

Under en efterfølgende ransagning af hans lejlighed og et tilhørende kælderrum fandt politiet frem til flere hundrede gram både hash og skunk, og den 27-årige mand blev derfor sigtet for forsøg på salg af narko og anholdt.

**

Hashlugt førte patrulje til narkofund

Under en gående patrulje i Aarhus Vest kunne en patrulje fra Østjyllands Politi torsdag kl. 21.03 lugte en kraftig hashlugt, der kom fra et nærtliggende grønt område.

Politinæserne blev yderligere aktiveret, hvilket hurtigt førte betjentene hen til to mænd i alderen 23 og 24 år, der stod i nærheden og delte en joint ved et stisystem på Frydenlunds Allé.

De to mænd blev sigtet for besiddelse af narko, og under en efterfølgende visitation blev den yngste af dem fundet i besiddelse af en mindre mængde tramadoler, som han ikke havde gyldig recept til, hvorfor de blev beslaglagt.

**

Færdsel

En 60-årig mandlig bilist blev torsdag morgen kl. 09.07 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Fjældevænget i Aarhus V. Fra køretøjet var en kraftig lugt af hash, og under en efterfølgende ransagning af bilen, fandt politiet flere gram skunk. Den 60-årige mand blev sigtet for narkokørsel og besiddelse af narko. Han blev ligeledes anholdt.

Torsdag kl. 14.07 skete der et færdselsuheld på Bjeragervej i Odder i krydset ved Houvej. En 71-årig mandlig bilist kørte op bag i en forankørende bil ført af en 28-årig kvinde. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, hvor der dog skete materiel skade på de to biler.

En 36-årig mandlig motorcyklist blev torsdag eftermiddag kl. 17.30 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi, da han kom kørende på Rougsøvej i Ørsted. I den forbindelse kunne betjentene konstatere, at mandens motorcykel var afmeldt, og at den 36-årige mand havde påsat en hjemmelavet nummerplade. Han blev derfor sigtet for dokumentfalsk.

En 24-årig mandlig bilist blev torsdag aften kl. 19.50 sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Strømmen i Randers SØ i påvirket tilstand. Den 24-årige mand blev anholdt.

En 25-årig mandlig bilist blev natten til fredag kl. 04.09 sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Laksetorvet i Randers C i alkoholpåvirket tilstand.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i politikredsen.

  • På Åvænget i Egå begået mellem onsdag d. 1/11 kl. 08.00 og onsdag d. 8/11 kl. 22.00
  • På Agervej i Ørsted begået onsdag d. 8/11 mellem kl. 15.30 og kl. 20.00
  • På Østervangsvej i Havndal begået mellem onsdag d. 8/11 kl. 14.30 og torsdag d. 9/11 kl. 07.00
  • H.C. Andersens Vej i Selling begået mellem onsdag d. 8/11 kl. 18.00 og torsdag d. 9/11 kl. 10.30
  • På Tingparken i Ørsted begået onsdag d. 8/11 mellem kl. 16.00 og kl. 18.30
  • På Toftevænge i Ørsted begået onsdag d. 8/11 mellem kl. 16.00 og kl. 21.30
  • På Vorup Kirkevej i Randers SV begået torsdag d. 9/11 mellem kl. 07.15 og kl. 17.20
  • På Nattergalevej i Randers SØ begået torsdag d. 9/11 mellem kl. 14.15 og kl. 23.35
  • På Åkrogsvej i Risskov begået fredag d. 10/11 kl. 03.45
Facebook