To indbrudstyve taget på fersk gerning
En opmærksom borger ledte torsdag aften politiet på sporet af to indbrudstyve. Omkring kl. 22.00 så borgeren, at en mand var ved at bryde døren op til en lejlighed i Aarhus V. Kort efter kom en anden mand til, og de to gik sammen ind i lejligheden, som netop var blevet brudt op. Den opmærksomme borger ringede straks til politiet og gav en beskrivelse mændene.
Flere patruljer kørte hurtigt til stedet, og kunne derfor kort fra gerningsstedet anholde to mænd på hhv. 19 og 17 år, som svarede til beskrivelsen. Begge mænd blev sigtet for indbruddet.
**
Få sigtelser efter to pokalturneringskampe
Torsdag aften spillede AGF på hjemmebane mod Ishøj, mens Randers havde besøg af Brøndby i to af pokalturneringens ottendedelsfinaler. Begge kampe forløb roligt og affødte kun få sigtelser.
I Aarhus blev to baneløbere sigtet for husfredskrænkelse, mens der i Randers blev optaget fire sigtelser; en for besiddelse af euforiserende stoffer, to for afbrænding af pyro og en enkelt for overtrædelse af maskeringsforbuddet.
**
Narkohund fandt kokain i vaskekælder
Torsdag kl. 20.39 var Specialpatruljen fra Østjyllands Politi på besøg i en vaskekælder, der hørte til et lejlighedskompleks, på en adresse i Aarhus N. Her havde de nemlig fået et tip om, at der skulle være stoffer.
I samarbejde med en narkohund blev kælderen afsøgt, og der blev ganske rigtigt fundet flere salgsposer med kokain. En lejlighed på samme adresse blev desuden ransaget, og her fandt betjentene flere salgsposer, et kontant beløb samt en ulovlig kniv.
To mænd på 19 og 24 år blev anholdt og sigtet for hhv. besiddelse af narko med henblik på salg og overtrædelse af knivloven.
**
Stjal anden mands jakke på værtshus
Da en 27-årig mand natten til fredag kl. 01.40 ville tage sin jakke, havde han pludselig udsigt til en lidt kold aften. Jakken, som han havde lagt på en bænk på en beværtning i Fiskergyde i Aarhus, var nemlig pist væk. To kvinder på stedet kunne dog oplyse, at der netop var en mand, som havde taget den og var gået, og den 27-årige skyndte sig derfor ud for at se efter ham.
Han fik hurtigt øje på en 30-årig mand, som stod med jakken på, og tog derfor kontakt til ham. Det fik den 30-årige til at slå den 27-årige i ansigtet, hvorefter den 30-årige gik fra stedet. Den 27-årige fulgte efter ham sammen med en dørmand fra stedet, og fik kort efter øje på en patrulje på Åboulevarden.
Betjentene henvendte sig til den 30-årige, og da den 27-åriges nøgler og ID befandt sig i jakken, var der ikke så meget tvivl om, at jakken var hans. Den 27-årige fik derfor sin jakke tilbage, mens den 30-årig blev anholdt og sigtet for tyveri.
**
Brand i villa i Ulstrup
Østjyllands Politi modtog torsdag kl. 11.18 anmeldelse om brand i en villa på Østergade i Ulstrup. Den umiddelbare vurdering var, at ilden var opstået i husets garage, og derefter havde bredt sig til husets gavl og tag. Ilden havde ved brandvæsenets ankomst allerede godt fat, og en stor del af huset nåede at brænde, før ilden kom under kontrol.
Der var ingen personer i huset, og ilden nåede ikke at brede sig til andre bygninger. Årsagen til brandenundersøges nu nærmere.
**
Færdsel
Torsdag kl. 07.39 skete der et færdselsuheld på Røndevej ved Egsmark, da en 29-årig mandlig fører af en lastbil i en kurve på vejen fik det ene hjulpar i rabatten og derved endte i grøften. Den 29-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
En 73-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 11.50 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Hovedvejen ved Auning. En udåndingsprøve på stedet viste en promille over det tilladte, og manden blev derfor anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve.
Torsdag kl. 17.10 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Viby J, da en 54-årig mandlig bilist, som kom kørende ad tilkørslen fra Herning-motorvejen mod syd, kørte sammen med et sættevognstog, ført af en 57-årig mand. Der skete minimal materiel skade og umiddelbart ingen personskade ved uheldet.
En 22-årig mandlig bilist blev natten til fredag kl. 00.23 anholdt og sigtet for narko- og spirituskørsel, da han kom kørende på Rosensgade i Odder og her påkørte en parkeret bil. Den 22-årige blev taget med til udtagelse af blodprøve.
En 26-årig mand blev natten til fredag kl. 01.55 anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han blev standset på Storegade i Assentoft ved Randers. Den 26-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af et kørselsforbud samt besiddelse af en mindre mængde narko.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Vikær Toften i Risskov begået torsdag den 2/11 mellem kl. 04.00 og kl. 08.15
- På Lykkeskovvej i Hørning begået torsdag den 2/11 mellem kl. 08.30 og kl. 13.15
- På Elgårdsmindevej i Fløjstrup begået torsdag den 2/11 mellem kl. 07.00 og kl. 13.55
- På Rypevej i Langå begået mellem fredag den 27/10 kl. 16.00 og torsdag den 2/11 kl. 11.00
- På Gazellevej i Randers begået torsdag den 2/11 mellem kl. 15.15 og kl. 20.20
- På Klokkerbakken i Aarhus V begået torsdag den 2/11 kl. 22.08
- På Kolt Østerparken i Hasselager begået torsdag den 2/11 kl. 22.00
- På Cederlunden i Randers SØ begået torsdag den 2/11 mellem kl. 19.10 og kl. 22.40
- På Antilopevej i Randers SØ begået torsdag den 2/11 mellem kl. 17.15 og kl. 19.45