Regulering af mere end 10.000 PFAS-stoffer på vej.

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har efter blandt andet dansk forarbejde i dag offentliggjort et forslag til at begrænse fremstilling, brug og markedsføring af mere end 10.000 PFAS-stoffer. Hvis det nye forslag vedtages vil det betyde et forbud mod PFAS i rigtigt mange produkter og drastisk reducere udledningen af PFAS til miljøet i hele EU.

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har netop offentliggjort et udkast til en omfattende anvendelsesbegrænsning af PFAS. Forslaget, der er udarbejdet af Tyskland, Nederlandene, Sverige, Norge og Danmark lægger op til helt at forbyde brugen af PFAS i mange anvendelser. Skriver Miljøstyrelsen.

PFAS er problematiske, da de er svært nedbrydelige i naturen. Derudover ved man, at nogle PFAS er skadelige for mennesker.

Et forslag med stor betydning
PFAS indgår i tusindvis af produkter som eksempelvis mobiltelefoner, vindmøller, kosmetik, solceller, medicinsk udstyr og outdoor-tøj.  Det betyder også at mange virksomheder bliver berørt af det nye begrænsningsforslag.

Forslaget indebærer, at så mange produkter som muligt skal være fri for PFAS, så vi får bremset udledningen til miljøet. Til mange anvendelser findes der allerede alternativer til PFAS på markedet, til andre skal der sættes skub i udviklingen af dem, og det arbejde håber vi på får en fremtrædende plads hos industrien“, siger funktionsleder Grete Lottrup Lotus fra Miljøstyrelsen.

Overgangsperioder afhængigt af tilgængelige alternativer
Hvis der findes kemiske stoffer, som kan erstatte PFAS, skal virksomhederne tage dem i brug med det samme forslaget vedtages. Der er dog i forslaget lagt op til en overgangsperiode på halvandet år, hvor virksomhederne kan tilpasse produktionen.

I de anvendelser hvor alternativet til PFAS skal udvikles, kan overgangsperioden forlænges op til 13 ½ år. Overgangsperioden afhænger også af tilgængeligheden og funktionaliteten af PFAS alternativerne. Det er op til virksomhederne at vise, at alternativer ikke er tilgængelige – er der ikke tilstrækkelig information for dette, kan anvendelsen ikke blive omfattet af en undtagelse.

Arbejdet med begrænsningsforslaget fortsætter til 2025, hvor EU-Kommissionen og EU’s medlemsstater skal beslutte sig for en anvendelsesbegrænsning af PFAS.

Se forslaget til anvendelsesbegrænsning  (hoveddokument og bilag) på ECHA’s hjemmeside

Yderligere information:

Funktionsleder Grete Lottrup Lotus, Miljøstyrelsen, grlol@mst.dk, tlf. 24 59 23 71.

Det videre arbejde med PFAS-forslaget

Tyskland, Nederlandene, Sverige, Norge og Danmark har siden januar 2020 arbejdet på et forslag om anvendelsesbegrænsning af PFAS. Forslaget blev sendt til ECHA den. 13. januar 2023 (Se nyhed),  og i dag den 7. februar 2023 bliver forslaget publiceret af EU. 

Fra den 22. marts 2023 er der planlagt en seks måneders høring af begrænsningsforslaget. Høringen giver interessenter mulighed for at indsende yderligere information, eksempelvis for at begrunde en eventuel ændring. ECHA’s videnskabelige udvalg for risikovurdering (RAC) og socioøkonomisk analyse (SEAC) vil vurdere om de fremsendte høringssvar er tilstrækkelige til at ændre forslaget.

De to udvalg; RAC og SEAC, vil udarbejde hver deres vurdering (opinion). I slutningen af denne proces, vil ECHA indsende forsalget samt udvalgenes vurderinger til Den Europæiske Kommission, hvor EU’s medlemsstater i 2025 deltager i beslutningen om en anvendelsesbegrænsning af PFAS.

Den 5. april 2023 afholder ECHA et informationsmøde, hvor interesserede interessenter får mulighed for at stille spørgsmål til begrænsningsforslaget.

Tidslinjen for begrænsningsforlaget kan ses i denne animation  (ECHA´s hjemmeside)

Læse mere om PFAS, det nye forslag og lovgivningen omkring PFAS (mst.dk).

Om PFAS

PFAS (per-og polyfluoralkylforbindelser) er kendetegnende ved, at stofferne eller deres nedbrydningsprodukter er persistente og dermed meget langsomt nedbydelige i naturen. Mange PFAS kan også transporteres over store distancer, for eksempel via luft- eller havstrømme, være bioakkumulerende eller mobile i vandmiljøet og derudover kan flere være skadelige for miljøet og/eller menneskers helbred.

Der er identificeret op imod 12.000 PFAS, som har forbindelse til produktion og anvendelse af industrielt udstyr og produkter til professionelle og forbrugere.

Industrien bruger PFAS i blandt andet elektronik, i smøremidler til maskiner, i rørføringer, i produktion af plastik, maling, tekstiler og mange andre steder. 

På EU-plan estimeres det at der i 2020 er udledt 75.000 tons PFAS til miljøet. 
Læse mere om PFAS (mst.dk).
Læs Miljøstyrelsens råd til forbrugerne omkring PFAS

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *