Snestormen giver store udfordringer.

De massive mængder sne giver problemer med at afvikle trafikken. Sydøstjyllands politi fraråder al unødvendig udkørsel.

Entreprenørafdelingen arbejder på højtryk for at holde vejene fri. Arbejdet har blandt andet været besværliggjort af træer, som er væltet på grund af blæsten, og massiv snefygning på vejene. 

Hjemmeplejen prioriterer opgaverne 

Flere af vores plejecentre og boenheder kører med lav bemanding pga. medarbejdere der ikke kan komme frem. Men driften kører forsvarligt.

Hjemmeplejen prioriterer lige nu mellem opgaverne. De borgere som har brug for personlig pleje og hjælp, får højeste prioritet, men der kan være praktiske opgaver som eksempelvis rengøring, der må udsættes. Vi er i dialog med alle borgere/pårørende, som vi bliver nødt til at aflyse.

Madudbringning giver også vanskeligheder, men vi holder os så vidt muligt til de store veje. Entreprenørafdelingen er behjælpelige i det omfang, det er nødvendigt. Vi tager kontakt til de borgere, hvor vi evt. ikke kan komme frem med maden, og ser om vi kan finde andre løsninger.

Ældre borgere som kan klare sig uden hjælp i dag, er meget velkomne til at kontakte hjemmeplejen direkte og aflyse besøget. Entreprenørafdelingen bistår i øvrigt hjemmeplejen med at køre vigtig medicin ud til kommunens ældre borgere. 

Skoler, daginstitutioner og sundhedstjeneste er berørt

Skanderborg Kommunes folkeskoler er åbne for nødundervisning eller nødpasning. Alle dagtilbud er åbne, men pasningen er selvfølgelig præget af snestormen og det faktum, at mange medarbejdere ikke kan komme frem. Nogle steder har medarbejdere været nødt til at tage egne børn med på arbejde. 

Sundhedstjenesten tager de vigtigste besøg i private hjem, men forsøger så vidt muligt at omlægge konsultationerne til Teams og telefonopkald. 

Sne- og isglatte veje giver aflysninger i trafikken

Samtlige skolebusser i Skanderborg Kommune er aflyst onsdag. 
Flere busruter er indstillet i hele Østjylland. Midttrafik  anbefaler, at du tager hjemmefra i god tid, hvis du skal afsted. Tjek evt. din afgang på appen Midttrafik live eller på Rejseplanen.

Afhentning af affald er indstillet

Renosyd har indstillet al kørsel og afhentning af affald. Så snart vejret tillader det, vil renosyd genoptage kørslen og tømme mest muligt, men det forventes, at også de næste dage kommer til at give driftsforstyrrelser.  
Borgere, der oplever udfordringer med meget fyldte beholdere, kan fylde ekstra sække med restaffald og sætte dem ud til beholderne på næste planlagte tømmedag, så tager Renosyd dem med uden beregning. 

Du kan følge udviklingen på Renosyds hjemmeside 

Risiko for oversvømmelse ved Mossø

Den store mængde nedbør betyder, at vandstanden i Mossø lige nu er forhøjet, og der er risiko for lokale oversvømmelser. 

Vi opfordrer i øvrigt generelt til, at du som husejer tjekker lyskasser og andet, som kan være dækket af sne, så du undgår vand, når sneen smelter.

Facebook