Skanderborg er en af ni kommuner, som er lykkedes med at hjælpe unge, som mistrives, til at få det bedre.
Skanderborg er en af ni kommuner, der som forsøg afprøver et projekt, hvor unge i mistrivsel kan få første samtale med en psykolog, pædagog eller socialrådgiver inden for en uge.
En tankegang bag projektet er, at unge skal have hjælp, før problemerne vokser dem over hovedet. Derfor får unge, der mistrives, første samtale med en psykolog, socialrådgiver eller pædagog inden for en uge, når de henvender sig. De unge kan henvende sig anonymt , og de behøver ikke blive visiteret for at få samtalerne.
Gode resultater
Evalueringen i de ni kommuner er positiv. Resultaterne viser, at projektet hjælper unge, så de har mindre angst, stress, tegn på depression og bliver bedre i stand til at mestre og klare deres eget liv.
Socialstyrelsen og Rambøll har spurgt 1972 unge i projektet, der har fået tilbuddet og 455 forældre.
Evalueringen viser at:
- 60 procent af de unge har efter et individuelt forløb færre tegn på depression.
- 62 procent færre symptomer på angst.
- 58 procent er bedre i stand til at mestre livet.
Generelt er det sådan, at omkring 2/3 af de unge er i risiko for at udvikle depression og stress, når de begynder i forløbet, men undervejs i forløbet, får de det så meget bedre, at deres trivsel nærmer sig gennemsnittet for befolkningen.
Evalueringen bygger på, hvad de unge selv fortæller om, hvordan de har det. Man kan ikke se præcis, hvorfor de har fået det bedre, og om det for eksempel skyldes, at tiden er gået.
Socialstyrelsen håber, at den hurtige forebyggende indsats kan gøre, at færre unge får behov for at kontakte den psykiatriske skadestue eller får det så dårligt, at de har behov for at blive indlagt.
Socialstyrelsen anbefaler derfor, at modellen udbredes til at blive et fast tilbud i alle landets kommuner.
Du kan læse mere om Ungevejen her.